Hvem jeg er

Hej, jeg er Gabriel Soca!

Hvis jeg skulle præsentere mig selv med få ord, ville jeg sige, at jeg følger andre mennesker gennem sessioner med Akasha-optegnelserne, reiki og tarot. Og at jeg også samarbejder med forskellige medier og platforme, hvor jeg deler indhold om spiritualitet, personlig udvikling og andre emner, der optager mig. Og gennem et stykke tid har jeg gjort alt det her, mens jeg rejser og arbejder fra de steder, jeg kommer forbi.

Men sådan har det ikke altid været. Store dele af mit liv lavede jeg noget helt andet, et andet sted, som næsten en anden person.

For fem år siden boede jeg i Buenos Aires. Jeg havde et fast arbejde, en færdig uddannelse, en bolig, en fast rutine … og alligevel var der noget, der ikke rigtig passede sammen.

Set udefra så alt ud til at være i orden. Men indeni mærkede jeg tydeligere og tydeligere, at det ikke var min plads.

Mellem dét liv og dette skete der mange ting. Der var store kriser, en stadig dybere tilnærmelse til spiritualiteten og forandringer i næsten alle dele af mit liv.

Hvis nogen havde fortalt den Gabriel, hvordan hans liv ville se ud nogle år senere, ville han helt sikkert ikke have troet på det.

Men for at forstå, hvordan jeg er nået hertil, tror jeg, det er bedst at begynde ved begyndelsen.

Udgangspunktet

Som 18-årig forlod jeg Bahía Blanca, min fødeby i Argentina, og flyttede til Buenos Aires for at læse kommunikation. I mere end ti år byggede jeg den vej op: jeg arbejdede i radio, på nyhedsportaler og i pressen. Jeg var også forbi offentlige institutioner, altid knyttet til kommunikation og presse på den ene eller anden måde.

Jeg havde en uddannelse, et fast arbejde, en rutine og en karriere foran mig. Men indeni var der noget, der ikke rigtig faldt på plads.

Midt i det hele begyndte spiritualiteten at dukke op. Den kom ikke pludseligt eller som en stor åbenbaring: det var et blidt, næsten stille møde.

Den kom gennem min daværende partner, som var mere forbundet med den verden og begyndte at dele sine oplevelser og sin måde at se livet på med mig. I begyndelsen lyttede jeg nysgerrigt. Det interesserede mig og tiltrak mig, men jeg følte det ikke som noget, der var mit. Det var som at kigge ind ad en dør og lukke den igen uden at turde træde ind.

Jeg vidste endnu ikke, at livet kort efter ville give mig et skub.

Krisen: da alting faldt fra hinanden på én gang

Som det sker for mange mennesker på denne vej, kom der et brud. Et vendepunkt. Mange kalder det Sjælens mørke nat. Og navnet er ikke overdrevet.

Det var en periode, hvor alle dele af mit liv gik i krise på samme tid: arbejdet, relationerne, mit hjem, mit helbred. Alt det, jeg havde bygget op, faldt fra hinanden, stykke for stykke, indtil intet stod tilbage.

I de måneder blev alt ubehageligt, intenst, udmattende og til tider meget ensomt. Der var alt for mange ting, der ændrede sig på samme tid, og kun meget lidt vished om, hvad der ventede forude.

Akasha-optegnelserne: døren, jeg ikke vidste, jeg ledte efter

Midt i det hele begyndte jeg at søge hjælp steder, hvor det før aldrig ville være faldet mig ind at kigge. Jeg kom tættere og tættere på spiritualiteten: jeg læste, lyttede og undersøgte. Jeg søgte nye måder at forstå det, jeg var i gang med at opleve.

Det var under en af de søgninger, at Akasha-optegnelserne dukkede op.

Jeg vidste ikke meget om dem, men noget vakte min nysgerrighed, og jeg besluttede at få min første læsning. Jeg kom med et håb om at finde lidt klarhed midt i alt det, jeg var på vej igennem.

Men jeg fandt noget langt større.

Det var ikke så meget den information, jeg fik, men det, jeg mærkede, mens jeg fik den: den helt tydelige fornemmelse af at stå over for noget, der kendte mig dybt og talte til mig med en klarhed, jeg aldrig havde oplevet før. For første gang i lang tid begyndte jeg, midt i alt det kaos, at finde en dyb mening i det, jeg gik igennem.

Og den læsning efterlod mig desuden et frø: jeg fik at vide, at jeg også selv kunne lære at åbne mine egne optegnelser. Det virkede umuligt. Mig? Jeg havde ingen særlig evne, ingen baggrund for det. Men idéen blev hos mig, rungede stille videre og ventede på sit rette tidspunkt.

Månederne gik, og livet fortsatte sin gang. Jeg blev ved med at hele, blev ved med at lære, blev ved med at leve. Jeg fik andre læsninger, andre oplevelser … indtil det, der havde runget i mig, på et tidspunkt fandt sin plads.

En dag besluttede jeg at tage skridtet: jeg meldte mig til et kursus i Akasha-optegnelserne og begyndte at øve mig fast. Hver dag åbnede jeg mine optegnelser, stillede spørgsmål og skrev det ned, der dukkede op.

I begyndelsen kom der løsrevne, rodede sætninger. Jeg vidste ikke, om det var kanalisering, intuition, mit eget sind … eller en blanding af det hele. Men én ting var jeg ikke i tvivl om: den stund alene, hver dag, gjorde mig godt. Den faldt mig til ro, skabte orden og gav mig lidt klarhed tilbage, netop da jeg havde mest brug for den.

Forbindelsen: da alting blev klarere

I månedsvis holdt jeg fast i den praksis uden afbrydelser. Og på et tidspunkt begyndte noget at ændre sig. Forbindelsen blev klarere, mere flydende. Det, der i begyndelsen var løsrevne idéer eller korte sætninger, begyndte at forvandle sig til mere udfoldede, mere sammenhængende budskaber med en dybde, der ikke havde været der før.

Samtidig var min indre proces også kommet videre. Den krisetid var afløst af en roligere, mere stabil periode. Tingene faldt på plads, og jeg begyndte at føle mig mere klar, mere i balance.

Og i den sammenhæng dukkede noget nyt op: ønsket om at dele alt det her med andre. Indtil da havde processen været intim, meget indadvendt. Men lidt efter lidt mærkede jeg trangen til at åbne det rum og dele det.

Sådan begyndte jeg at lave nogle læsninger for venner og for folk, jeg mødtes med på kurser, foredrag og spirituelle workshops. Der var ingen fast struktur eller nogen hensigt om at tilbyde en ydelse. Det var ganske enkelt at dele noget, der allerede var en del af mit liv.

Og så begyndte noget at stå klart, som til at begynde med ikke havde været så tydeligt for mig.

Mange fortalte mig, at læsningen havde hjulpet dem med bedre at forstå en situation, træffe en beslutning eller finde et perspektiv, de ikke havde overvejet.

Med tiden blev de tilbagemeldinger, jeg fik, bedre og bedre. Og lidt efter lidt begyndte jeg at indse, at det, der var startet som et forsøg på at hele mig selv, også var begyndt at gøre godt for andre.

At samle mit liv igen, stykke for stykke

I takt med at jeg ændrede mig indeni, begyndte de forandringer også at vise sig i mit ydre liv. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men gennem små beslutninger, der efterhånden forandrede alt.

Jeg begyndte med det nærmeste: jeg fik styr på min kost, begyndte at dyrke motion og skruede ned for larmen og de daglige forstyrrelser. Derudover fik jeg nye oplevelser med, som indtil da ikke havde været en del af mit liv: jeg begyndte at rejse alene, at tilbringe mere tid i naturen, at vandre i bjergene. Jeg lærte at finde stille rum midt i dage, der før altid var fyldt med larm.

Efterhånden som min proces blev dybere, turde jeg tage større skridt: Jeg forlod et arbejde, der ikke længere gav mening for mig, flyttede fra Buenos Aires og vendte for en tid tilbage til Bahía Blanca, hvorfra jeg begyndte at lægge planer om, hvad jeg skulle bagefter.

Midt i den bevægelse fik det, der var startet som noget intimt, en anden dimension. Uden at have planlagt det synderligt begyndte jeg at tilbyde læsninger af Akasha-optegnelserne.

Jeg fik mere selvtillid, forfinede min praksis og gik dybere i min måde at arbejde på. Og et stykke tid senere kom der andre redskaber til: først reikien, siden tarotten. Hver især kom på sit rette tidspunkt og faldt naturligt på plads og udvidede de måder, jeg kunne følge andre mennesker på i deres processer.

Og kommunikationen (som i virkeligheden aldrig var forsvundet) fandt en ny plads. Jeg startede en blog og begyndte at skrive om de emner, der betød noget for mig: spiritualitet, personlige processer, søgen, oplevelser. Takket være det arbejde opstod muligheden for at udgive på platforme, der beskæftiger sig med spiritualitet, bevidsthed og personlig udvikling.

Sådan, uden en helt fastlagt plan, endte flere ting, der altid havde været vigtige for mig, med at mødes: kommunikationen, skrivningen og spiritualiteten.

I dag bevæger mit arbejde sig frem for alt på to planer. På den ene side sessionerne: mødet med hvert enkelt menneske og at følge dem i deres proces. På den anden side indholdet: at skabe og dele alt det, jeg lærer, med dem, der har lyst til at komme tættere på disse emner.

Rejsen: ønsket om at leve i bevægelse

Sideløbende med hele den proces var der noget, der længe havde kredset i mig: lysten til at rejse, opdage og udforske verden. Ikke som en enkelt rejse eller en ferie, men som en måde at leve på.

Efter flere rejser med en fast hjemrejsedato besluttede jeg i august 2024 at prøve noget andet: jeg tog af sted uden at vide præcis, hvornår jeg ville vende tilbage.

Siden da er jeg kommet gennem forskellige lande, kulturer og måder at leve på. I dag, to år senere, er jeg stadig i bevægelse, arbejder, mens jeg rejser, og lader vejen være med til at forme det, der kommer.

Set i bakspejlet

Når jeg ser tilbage og betragter hele den vej, jeg har tilbagelagt, føler jeg stolthed og taknemmelighed. Ikke fordi jeg gjorde alt rigtigt — det gjorde jeg ikke — men fordi jeg turde forandre mig.

Intet skete på én gang. Der var tvivl, fejl, ubehagelige øjeblikke og mange små beslutninger, der med tiden førte mig ret langt væk fra det liv, jeg ikke længere følte var mit.

I dag ligner mit liv mig selv langt mere. Jeg arbejder med noget, der giver mening for mig, jeg rejser, jeg bliver ved med at lære, og frem for alt føler jeg, at jeg har meget mere frihed til at vælge, hvordan jeg vil leve.

Måske er det også derfor, jeg godt kan lide at dele min historie. For nogle gange ligner en krise afslutningen på noget, når den i virkeligheden kan være begyndelsen på en helt anden tid.

Og hvis jeg har lært én ting i de her år, er det, at jeg ikke behøver at vide præcis, hvad der kommer bagefter. For fem år siden kunne jeg ikke forestille mig det liv, jeg har i dag, og i dag kan jeg sandsynligvis heller ikke forestille mig det, jeg vil have om fem år. Den uvished begejstrer mig nu.